Tibet-Komplekset 22. november

Sammen med Midt- og Vestjyllands Politiforening og IPA kreds 3 prøver inviterer foreningen medlemmer og andre interesserede i Midt- og Vestjylland samt ”omegn” til et gratis arrangement om

 ”Tibet-Komplekset”

torsdag den 22. november 2018 kl. 1600 på

VIA University Colege (Prismesalen), Gl. Struervej 1, 7500 Holstebro

 Advokat Torben Koch, der i en årrække har været advokat for Politiforbundet og desuden har været bisidder i syv ud af ni undersøgelseskommissioner, herunder Tibetkommissionen, indleder med oplæg til debat om de komplicerede perspektiver i sagen. Afslutningsvis vil han kommentere det hensigtsmæssige i at benytte kommissionsundersøgelser til at afdække ansvaret i komplekse hændelsesforløb, ligesom han vil give sit syn på, hvordan den såkaldte legalitetskontrol eller mangel på samme opleves, når det handler om at tage ansvar.

Oplægget handler således dels om selve hændelsesforløbet under de kinesiske statsbesøg i 2012, 2013 og 2014, hvor politiet greb ind i borgernes grundlovssikrede ret til fredeligt at forsamle og ytre sig. Dels er der Den Uafhængige Politiklagemyndigheds omfattende undersøgelse og efterforskning af to politilederes efterfølgende redegørelse i 2013 over for byretten i en sag anlagt af nogle demonstranter mod Københavns politi – en efterforskning, som nu har resulteret i, at statsadvokaten har tiltalt de to for at afgive falsk forklaring for retten.  Dels er der Tibetkommissionen, som blev nedsat i 2015, og som i sin beretning fra december 2017 konkluderer, at der i Københavns Politi blev givet klart ulovlige ordrer, og at Folketinget modtog urigtige oplysninger i forbindelse med to officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013. Desuden fandt kommissionen, at der var basis for at gøre et disciplinært ansvar gældende over for to politiledere. Dels er der det forhold, at mails fra Københavns Politis øverste ledelse blev slettet, før de kunne indgå i en fyldestgørende undersøgelse af ledelsens dispositioner forud for de kinesiske statsbesøg. Og endelig er der erstatningssagerne, hvor Københavns Politi – i erkendelse af, at der blev begået alvorlige fejl fra politiets side under de kinesiske statsbesøg – har tilbudt otte demonstranter hver 20.000 kr.  

Program:

Kl. 1600 Velkomst og introduktion
Oplæg v/ Torben Koch, hvor der efter en pause åbnes for debat
Kl. 1800 Afslutning
Kl. 1800 Spisning i VIA.s kantine.

Tilmeldingen (efter ”først til mølle” princippet) SKAL af hensyn til den praktiske gennemførelse med spisning ske lokalt eller til undertegnede på mail; bundesen@privat.dk senest mandag den 12. november kl. 12.