Af Jørgen Mikkelsen
Arkivar og seniorforsker, Rigsarkivet
Coronaen har unægtelig gjort det besværligt at være dansker – i alt fald i nogle måneder. Men det kan måske være en trøst, at mange af de epidemihæmmende foranstaltninger, der har været afprøvet siden middelalderen, faktisk har båret frugt. Ganske havde de italienske byer, der forsøgte sig med karantæne under Den Sorte Død i 1348, ikke held med deres forehavende, og denne pestepidemi, der ramte stort set hele Europa i løbet af seks år, menes at have taget livet af 30-40 % af kontinentets 70-100 millioner beboere.
Men mange forskere mener, at de gentagne karantæneordninger i forskellige lande var den primære årsag til, at pestepidemierne ophørte i størstedelen af Europa i tiden omkring 1700. Kun de sydøstlige dele af Europa, som hørte til det ottomanske rige, fortsatte med at være plaget af denne svøbe – men kun til ca. 1840, da regimet i Istanbul endelig tog karantænevåbenet i brug.
I Danmarkshistorien kan man også finde mange tiltag mod smitsomme sygdomme. En af de mest interessante er en kongelig forordning fra 17. april 1782, der udmærker sig ved sin generelle karakter, idet man ville kunne tage den i brug, når som helst en epidemi med f.eks. kopper eller plettyfus fik et truende omfang. Til gengæld havde forordningen kun gyldighed for almuen på landet, men bønderne udgjorde også omkring 80 % af befolkningen. Og her i landboreformernes tidsalder lagde politikere og embedsmænd stor vægt på, at bønderne kunne udføre deres arbejde med energi og virkelyst, og det går nu engang lettest, når man er rask og rørig.
Lovgiverne mente dog også, at almuen trængte til lidt opdragelse i at handle ansvarligt. I indledningen til forordningen er der således beklagelser over, at mange ”enten slet ikke betjener sig af – eller dog ej på den rette måde og med den nødvendige diæt anvender de tjenlige lægemidler, som foreskrives de syge”. Hvis bønderne derudover sørgede for at holde deres hjem ”renlige og luftige”, ville størstedelen af dem utvivlsomt blive helbredt. Og hvis bønderne også ville iagttage ”den fornødne forsigtighed” og lade være med ”ubesindigt” at indfinde sig hos syge mennesker, hvor de ikke havde noget at gøre, ville man helt sikkert undgå en masse smittespredning.
Forordningen stillede krav om, at bønderne skulle kontakte deres lokale øvrighed, sognepræsten, så snart en lokal epidemi var under opsejling, og præsten skulle derefter ”ufortøvet” give meddelelsen videre til ”de syges husbond” (godsejeren) samt amtmanden og områdets embedslæge, og sidstnævnte eller en anden læge havde nu pligt til straks at begive sig ud til de syge for at yde hjælp. Forordningen nævner intet nærmere om denne hjælp, men åreladning og andre udrensende kure var endnu langt op i 1800-tallet nogle af de mest anvendte behandlingsmetoder.
Derimod er forordningen meget konkret om de mulige præventive foranstaltninger. I en af paragrafferne lyder det således: ”Sørgestuer bør aldeles være forbudt, og alle andre almuens sammenkomster i den befængte by så meget som muligt indskrænkes”. I særlige tilfælde kunne det endda komme på tale at indespærre en gård eller landsby, og de personer, der døde af sygdommen, skulle begraves inden for 48 timer ”med det samme tøj, hvori de er bortdøde, og i kister, som indvendigt er begede eller tjærede”. Endvidere skulle de graves fire alen, dvs. 2½ meter, ned i jorden. Det blev også forbudt at anvende ligfølge ved sådanne begravelser; der måtte kun deltage det antal personer, der var nødvendigt for at bære afdøde til graven.
Forordningen fra 1782 var tænkt som en permanent bestemmelse, og den fik da også meget lang levetid. Endnu i midten af 1800-tallet kan man finde henvisninger til den i lægernes årlige medicinalberetninger. Her beklagede nogle læger, at der aldrig var blevet indført lignende ordninger for købstæderne, mens andre mente, at bestemmelserne var besværlige og ineffektive. Bønderne ventede jo alligevel generelt alt for længe med at indberette en epidemi, og nogle præsterne tøvede også med at videregive deres viden, indtil de var sikre på, at der var noget galt. Så når lægen endelig blev bragt på banen, kunne situationen være helt ude af kontrol. Det største problem for lægerne var imidlertid, at de sjældent kunne gøre andet end at give råd om fornuftig diæt, frisk luft og renlighed. Bakterier og virus blev først opdaget senere i 1800-tallet, og de behandlingsmetoder, der var baseret på denne viden, tilhører i det store og hele tiden efter 1900.
Artiklen er også bragt i Politiken den 12. marts 2020.
Forordningen fra 1782 var en af Danmarkshistoriens mest langsigtede love om sygdomsbekæmpelse. Se hele forordningen som pdf ved at klikke her eller på billedet.