Voldtægtsforbrydelsen indtager en interessant rolle i strafferetshistorien. Fra landskabslovene til straffeloven 1930 § 216 er voldtægt blevet betragtet som en alvorlig forbrydelse, selvom dens definition har ændret sig løbende. Et af de store temaer for den retshistoriske forskning har været, at voldtægtssager stort set ikke optræder i undersøgelser af praksis fra 1500-1800, eller med Inger Dübecks formulering – »hvorfor den [forbrydelsen] nærmest glimrer ved sit fravær«?
Målet med denne artikel er at bidrage til diskussionen af de forsvundne voldtægtssager og deres mulige forklaring. Mens tidligere forskning især har fokuseret på domssamlinger – og i mindre omfang bøderegistrene i lensregnskaberne – vil denne artikel analysere centralmagtens håndtering af voldtægtssager i Danmark-Norge 1536-1648 ved at se på praksisbåde fra den øverste domstol, Rettertinget, der bestod af konge og rigsråd, og fra dobbeltmonarkiets centraladministration, Danske Kancelli.
Af Morten Kjær
Læs e-magasin: De forsvundne voldtægtssager
Læs PDF: De forsvundne voldtægtssager